Beskrivelse
Vi får gang på gang at vide, at marxismen er enten irrelevant, forældet eller endda død. Men hvis marxismen vitterligt var død og forældet, var det vel ikke nødvendigt at angribe den igen og igen? Det er tydeligt, at de, der i dag har magten i samfundet, er bange for disse “døde” ideer. Hvad er marxisme? Hvorfor skræmmer de marxistiske ideer dem? Marxismen – eller den videnskabelige socialisme – er navnet på de ideer, der først blev udarbejdet af Karl Marx og Friedrich Engels for mere end 150 år siden.
Marxismens kritikere, selv inden for arbejderbevægelsen, kalder marxismen forældet. Som om der var noget som helst ”moderne” ved nedskæringer, arbejdsløshed, lønnedgang, fattigdom og imperialistiske krige. Hvad der i virkeligheden er forældet er et samfund, hvor alle muligheder ofr at skabe et paradis på Jorden er til stede, men hvor alle rigdommene i stedet går til et forsvindende lille mindretal.
De marxistiske ideer giver arbejderklassen det teoretiske grundlag for dens kamp for en højere form for menneskeligt samfund. Et socialistisk samfund. Marxismens tre bestanddele falder ind under tre overskrifter: Filosofi, historieforståelse og økonomi. Det vil sige dialektisk materialisme, historisk materialisme og marxistisk økonomi.
Hvad er marxisme? giver en introduktion til disse marxismens tre bestanddele.
Pjecens formål er at hjælpe og inspirere alle, der ønsker at studere marxismen nærmere. Håbet er, at den ansporer til yderligere studier og ikke mindst til aktiv handling for at forandre verden.
Søgeord: Karl Marx, Friedrich Engels, IMT, marxisme, dialektisk materialisme, historisk materialisme, marxistisk økonomi