Beskrivelse
Bogen indledes med kuppet i april 2002, anført af den velhavende forretningsmand Pedro Carmona og med det klare formål at bringe landet og dets betydelige olierigdomme sikkert under amerikansk imperialismes kontrol. Som det forklares i bogen, blev kuppet slået tilbage, da masserne selv trådte direkte ind på historiens scene. Bogen er ikke skrevet med bagklogskabens klare blik. Den følger i stedet begivenhederne tæt, skridt for skridt, frem til 2005, hvor præsident Hugo Chávez erklærede, at den venezuelanske revolutions mål kun kunne realiseres ved at afskaffe kapitalismen.
Alan Woods skriver ikke som en distanceret iagttager, men som en, der aktivt og engageret har deltaget i forsvaret for den bolivariske revolution. Han er medstifter af Hands Off Venezuela-kampagnen og har besøgt landet adskillige gange. Han har talt ved store møder med arbejdere og bønder og har også haft møder og samtaler med præsident Chávez, som bliver gennemgået grundigt i bogen.
Reaktionære kræfter verden over giver socialismen skylden for krisen i Venezuela. Derfor er det afgørende, at alle socialister har et solidt kendskab til revolutionens historie. Marxistisk teori er den sammenfattede erfaring fra arbejderbevægelsens kampe. Det er nødvendigt for alle revolutionære at kende tidligere tiders kampe indgående for at kunne drage erfaringerne og bruge dem fremadrettet.








