Beskrivelse
Anti-Dühring af Friedrich Engels forbliver en af de mest komplette fremstillinger af den marxistiske metode, der findes samlet i ét bind. Bogen er skrevet som en polemik mod den tyske tænker Eugen Dühring, der forsøgte at erstatte marxismens grundlæggende idéer ved at opstille sine egne “videnskabelige” teorier. Engels afviser på klareste vis Dührings idealistiske anskuelser. Med udgangspunkt i virkelige, konkrete forhold og historiske processer fremstiller han i stedet den videnskabelige socialismes grundpiller: dialektisk materialisme, historisk materialisme og marxistisk økonomi.
Marx og Engels vidste, at arbejderklassen og revolutionære bevægelser har brug for en bevidst filosofi for at sejre. Med klassekampen tilbage på dagsordenen – både i Danmark og i resten af verden – må denne teoretiske tradition videreføres. Hvis vi vil sikre os, at klassesamfundet og kapitalismen én gang for alle bliver fortid, må vi, arbejdere og unge, væbne os med og organisere os omkring en videnskabelig forståelse af socialismen. Det er de idéer, som Friedrich Engels udlægger i Anti-Dühring – idéer, som enhver revolutionær må studere i kampen for en anden verden.












