Beskrivelse
Historien om den spanske revolution i 1930’erne er forholdsvis kendt på venstrefløjen, men der hersker overraskende stor uvidenhed om det, der skete bagefter. Historien stoppede ikke med Francos sejr i 1939. Beretningen om, hvordan Franco-diktaturet til sidst blev væltet af de spanske arbejderes revolutionære bevægelse, er både vigtig og inspirerende.
Under yderst vanskelige og farlige forhold indledte de spanske arbejdere en bølge af strejker, som i styrke og varighed savner sidestykke. Der fandtes intet tilsvarende i Hitlers Tyskland, Mussolinis Italien eller Salazars Portugal. Der var tale om en virkelig revolution, som kunne og burde være gået langt videre. At den ikke sejrede fuldt ud, skyldtes ikke arbejderklassen. Den spanske revolution i 1970’erne blev skændigt forrådt af lederne i de kommunistiske og socialistiske partier, som indgik aftaler med tidligere fascister for at standse bevægelsen.
Alan Woods deltog personligt i den sidste fase af denne kamp og var vidne til nogle af dens afgørende øjeblikke. Med omfattende kildemateriale fra perioden og nye interviews med centrale deltagere fjerner han sløret af løgne, myter og halve sandheder og afdækker, hvad der faktisk fandt sted.
Med nye kampe og udfordringer på dagsordenen i Spanien og resten af verden er det en pligt for bevidste arbejdere og revolutionær ungdom at studere fortidens erfaringer som forudsætning for fremtidige sejre. Denne bog er et vigtigt bidrag til en nødvendig læreproces og uundværlig læsning for alle, der interesserer sig for kampen for socialisme i dag.








